fra Sterling.dk
Sterling og Flynordic indleder rutesamarbejde
Lavprisselskaberne Sterling og Flynordic har indgået aftale om rutesamarbejde. Sammen udfordrer de den traditionelle flybranche med flere nye rejsemål til lavpris
Lavprisselskabet Sterling underskrev onsdag morgen den 23. februar 2005 en samarbejdsaftale med lavprisselskabet flynordic, der ejes af Finnair. Samarbejdet indebærer, at de to lavprisselskabers respektive gæster fremover vil få glæde af begge selskabers destinationer og flyvninger. På den måde øges såvel antallet af rejsemål som afgange. For eksempel bliver der nu fem ugentlige afgange til Barcelona ud af Stockholm-Arlanda, eftersom begge selskaber flyver til den populære, spanske storby. Det samlede antal destinationer for begge selskaber bliver nu 40.
”Vi ser det som en god måde at tilbyde flere nye destinationer på, samtidig med at vi optimerer den kapacitet, som allerede findes på markedet,” udtaler Stefan Vilner, kommerciel direktør hos Sterling. ”På et marked med knivskarp konkurrence må vi konstant arbejde på at skabe fleksible og dynamiske forretningsmodeller, og derfor føles samarbejdet rigtig godt for os.”
Nye samarbejdsruter fløjet af Sterling direkte fra Stockholm-Arlanda:
Alicante
Malaga
Nice
Prag
Barcelona
Nye samarbejdsruter fløjet af flynordic:
Tallinn direkte fra København
Dublin direkte fra Stockholm-Arlanda
Berlin direkte fra Stockholm-Arlanda
Bordeaux direkte fra Stockholm-Arlanda
Budapest direkte fra Stockholm-Arlanda
Barcelona øget frekvens direkte ud af Stockholm-Arlanda
Ifølge flynordics administrerende direktør, Maunu von Lüders, kommer der fart på konkurrencen om flypassagererne i foråret 2005.
”Flynordics første år har været præget af enorm fremgang. Vores nye koncept inden for Sverige og Skandinavien er blevet godt modtaget. Det er både kundevenligt og omkostningseffektivt, og vi har hurtigt vundet vores kunders tillid. Vi vil nu gå videre med samme lavprskoncept på destinationer uden for Skandinavien, og her er Sterling en god partner. Vi kan ganske enkelt udnytte vores ressourcer bedre og således sænke vore udgifter,” siger Maunu von Lüders.