Hainan trækker sig som potentiel investor. Den ungarske stat har smækket pengekassen i. Er der andre tilbage?
http://www.tic.travel/news/07122011/malev-tæt-på-konkurs
Ungarske Malev er på akut jagt efter investorer, og risikerer en konkurs i løbet af de kommende uger. Det skriver ungarske medier tirsdag. Ifølge dagbladet Vilaggazdasag bekræfter landets finansminister, Tamas Fellegi, at der foregår forhandlinger mellem regeringen og en tjekkisk investor om at starte et nyt flyselskab i stedet, som erstatning for Malev. Et nyt ungarsk flyselskab vil dog tidligst kunne være på vingerne i løbet af sommeren 2012, siger finansministeren.
Den ungarske regering har tidligere afvist at skyde yderligere kapital i Malev. Det kriseramte flyselskab er i forvejen ved at blive gransket af EU kommissionen, der mistænker selskabet for at have modtaget ulovlig statsstøtte i størrelsesorden 450 mio. USD i perioden 2007 til 2010.
For få måneder siden lod det ellers til at Malev ville blive reddet af kinesiske Hainan Airlines, der bekendtgjorde at man var klar til overtagelse af selskabet. Men siden har det kinesiske flyselskab trukket følehornene til sig, angiveligt fordi det på grund af de gældende EU-regler for ejerskab ikke kan lade sig gøre for kineserne at blive hovedaktionærer i et EU-baseret flyselskab.
Malev ejes for 95 % vedkommende af den ungarske stat. Selskabet er partner i OneWorld alliancen og flyflåden består af 18 Boeing 737-maskiner og fire Q400 fly. Selskabet flyver på København og har for øjeblikket 13 ugentlige returflyvninger.
http://www.tic.travel/news/07122011/malev-tæt-på-konkurs